matador-boxen-2009-slim-edition_30883Ny eksklusiv box i slim design, der indeholder alle 24 afsnit.

Matador er en dansk tv-serie i 24 afsnit, produceret 1978-1981. Den er instrueret af Erik Balling efter en idé af Lise Nørgaard, der sammen med Paul Hammerich, Karen Smith og Jens Louis Petersen skrev manuskript.



Serien følger livet i en dansk provinsby i perioden 1929-1947. Hovedpersonen Mads Andersen Skjern kommer i 1929 som handelsrejsende til den søvnige stationsby Korsbæk. Han opfatter hurtigt, at byens næringsliv er stagnerende og starter en tøjforretning, der udkonkurrerer byens hidtil eneste butik af sin slags, Damernes Magasin. Mads Skjern har stor succes på trods af modstand fra byens fine gamle familier, primært familien Varnæs. Bankdirektør Hans Chr. Varnæs nægter således, i et forsøg på at beskytte sin ven Albert Arnesen, der ejer Damernes Magasin, at låne startkapital til opkomlingen Skjern.

Omkring denne hovedhistorie følger vi livet hos høj og lav i Korsbæk. Der er grisehandleren Oluf Larsen, der bliver Mads Skjerns svigerfar, tjeneren Boldt, der på Jernbanerestauranten serverer øl og dagens ret til stamgæsterne, der ud over grisehandleren består af kommunisten Lauritz “Røde” Jensen og maleren Frede “Fede” Hansen. Vi følger tjenestefolkene hos familien Varnæs; den tro kokkepige Laura og den mere ambitiøse Agnes, der ender med at eje sin egen virksomhed – og bliver ansat hos Skjern. Der er romancen mellem Kristen Skjern og Elisabeth Friis (Varnæs’ svigerinde), og ind i alle husene og på tværs af sociale skel og ven- og fjendskaber foretager Dr. Hansen sine hjemmebesøg. Hertil en masse biroller, der alle har deres egne historier.

Serien tegner et fint portræt af tiden under 30ernes depression samt Danmark under besættelsen. Seeren følger familiernes liv, og får samtidig en rimeligt præcis beskrivelse af perioden.

Serien er blevet en dansk klassiker og en af Danmarks Radios største tv-succeser nogensinde og er blevet genudsendt adskillige gange.