Nu har jeg haft mit Fitbit Flex armbånd i snart 14 dage – her er mine erfaringer hidtil

50 km test med Fitbit Flex

I dag fik jeg en mail fra Fitbit om, at jeg nu havde gået 50 km med mit Fitbit Flex armbånd – så nu har jeg vist fået lidt erfaring, som jeg her vil dele ud af. Det første der skal ske, når Fitbit Flex leveres af pakkemanden, er selvfølgelig at den skal pakkes ud.

Fitbit Flex pakken indeholder:

Fitbit Flex kommer i en smart indpakning, som dog hurtigt ryger i skraldespanden, da det jo er indholdet, der er det sjove. Pakken indeholder:

  • Fitbit Flex hvad er der i pakken2 armbånd – det ene armbånd har selve Fitbit Flex indsat – armbåndene er i to størrelser, så de burde kunne passe mere eller mindre alle
  • En USB-sender-ting til computeren, som kan komnunikere med Fitbit Flex
  • En USB lader
  • En meget kortfattet brugsanvisning
  • En mere omfattende “Regulatory and Safety Notices”

Den meget kortfattede brugsanvisning henviser til en hjemmeside, hvor man starter installationen/konfigurationen af Fitbit Flex. Jeg anser mig selv for værende en nogelunde kompetent computer- og gadgetbruger, så jeg havde forventet, at det gik glat, når jeg kom ind på siden de henviser til. Det kom bare ikke til at holde stik – jeg kunne ikke få lov til at oprette min brugerprofil på computeren (jeg har så siden fundet ud af, hvad der gik galt: det var fordi de i USA har byttet rundt på måned og år, når de skriver datoer, og jeg havde bare blind indtastet mit fødselsdato, som så ikke kunne lade sig gøre, da jeg er født den 16. og der er jo kun 12 måneder). I stedet for at oprette det hele på computeren, så gjorde jeg det direkte på min iPhone, og det gik superlet og smertefrit. Jeg startede med at lade Fitbit Flex helt op, så der var masser af sovs på batteriet, og så var det ellers bare at tage armbåndet på, og følge lidt med i løbet af dagen. Den sætter automatisk nogle standardmål, som f.eks. 10.000 skridt i løbet af en dag. Jeg bevæger mig åbenbart mindre en gennemsnittet (og da Fitbit Flex er et amerikansk produkt, så tror jeg, jeg bevæger mig meget lidt, hvis 10.000 skridt er standard over there …). Jeg har valgt kækt at ignorere standarden på 10.000 og indstillet min standard til at være 7.000 skridt i stedet for. Så når jeg oftere i mål med antal skridt på en dag :-) På samme måde kan du selv justere det daglige antal km og målet for kalorieforbrændingen. Jeg har indstillet min, så jeg ikke alt for nemt og hver dag når mine mål, men de er heller ikke urealistiske på nuværende tidspunkt. Jeg kan let forestille mig. at der går sport i at komme op på 8.000 skridt om dagen, så jeg er spændt på, om jeg alligevel ender på 10.000 skridt om dagen efter noget tid. Indtil da har jeg sat barren lidt lavere for motivationens skyld :-)

Mere info

Følg med undervejs

Der er lavet en gratis app til iPhone og Android telefoner. Denne app kobler sig op til Fitbit Flex via Bluetooth, og henter data ind, som den så viser på telefonen. Sådan ser min app ud i dag:

App til iPhone, Fitbit Flex

Jeg kan løbende følge med i hvor langt jeg er fra mit daglige mål – både på computeren, telefonen og armbåndet. På armbåndet tapper man lige let to gange med finger oven på Fitbit Flex, og så kvitterer den med at lyse et antal dioder op. Der er i alt 5 dioder på armbåndet, så hver diode repræsenterer 20% – med andre ord: hvis der er 3 dioder der lyser, så har jeg når omkring 60& af mit mål i dag.

På computeren har man et helt dashboard, hvor man kan slå forskellige ting til og fra, alt efter hvor interessante man synes, de er. Se dashboardet her:

Fitbit Flex dashboard

Hvordan sover du ..?

Fitbit Flex kan også måle hvor mange gange du vågner i løbet af natten og hvor mange gange du ligger uroligt. Den sætter også tidspunkter på, så hvis du kan bruge den slags søvndata til noget, så kan du også få det fra Fitbit Flex. Eneste ulempe er, at du er nødt til at fortælle Fitbit Flex, at nu er du gået i seng, og nu er du vågen/stået op igen. Det er dog ganske let at gøre; tap 6 gange hurtigt efter hinanden på Fitbit Flex, så går den i “søvn-mode” og registrerer nu hvor mange gange og hvornår du vågner i løbet af natten. Når du så vågner igen, så tapper du den igen 6 gange, og den ved nu, at du er vågen. Du kan så gå på telefonen og se en graf over dit søvnmønser og hvornår du fortalte Fitbit Flex, at du gik seng og hvornår du vågnede igen. Det er en meget sjov gimmick , en personligt har jeg ikke noget reelt at bruge det til. Så er skridt, km og kalorier bedre :-)

Få styr på maden

Du kan også logge hvad du spiser i løbet af dagen, og hvor meget vand du drikker (du kan af en eller anden grund ikke justere den ønskede mængde vand). Det foregår ved, at du i din app vælger om det er morgenmad, frokost, aftensmad eller noget der imellem. Så vælger du, hvad du har spist, og får et ca. antal kalorier i måltidet. Der er mange foruddefinerede retter lagt og du kan selv oprette nogle nye, hvis du ikke er tilfreds med det, som allerede er lagt ind. Når vi ved hvor mange kalorier der indtages, og hvor mange der forbrændes, så er det relativt let at se, hvor man kan sætte ind med sin kost, hvis man gerne vil smide nogle kilo. Det med kalorier er nok ikke så præcist, at det kan bruges i en videnskabelig test, men til sådan noget som det her, giver det en god rettesnor.

Slut med at sove over sig

Idéen med Fitbit Flex er, at du hele tiden har det på; i badet, når du sover, når du går på arbeje osv. Derfor har de smarte opfindere også tænkt at man så ligeså godt kan få Fitbit Flex til at være vækkeur om morgenen. Hvis du aktiverer funktionen, så bliver du vækket af vibrationer i armbåndet – personligt synes jeg, det er meget bedre, end en skinger tone fra en almindeligt vækkeur.

Konklusion

Jeg synes, det er en fed gadget – jeg kunne dog godt savne lidt mere præcision, men alt i alt har jeg et udgangspunkt for, hvor meget jeg bevæger mig i dag, og så kan jeg arbejde på at forbedre det løbende :-)

Mere info